Om teltet
- Døren kan placeres, hvor I vil have den, inden for hver tredje meter hele vejen rundt om teltet. Ved regnvejr er det en fordel, at den sidder i gavlenden.
- Inden vi kommer, skal I beslutte, hvor døren skal placeres, og i hvilken ende solgavlen skal sidde. Tænk over, om I vil have aftensol ind – det er utroligt smukt i teltet. Eller om solgavlen skal vende mod syd; i højsommeren kan det blive for varmt.
- Vil I hænge noget op i teltet, så brug strips – aldrig tape.
Om teltets størrelse
- Som grundregel regner man med ca. 1 m² pr. person med aflange borde. Med runde borde anbefaler vi 1,4 m² pr. person.
- Beregn lidt ekstra plads lige inden for indgangen – det er aldrig rart at sidde helt ude ved døråbningen. Et lille indgangsparti på 3 × 3 meter med en varmeovn holder trækken ude, når folk går ud og ind.
- Skal der være plads til dansegulv og band, så spørg dem, hvor meget plads de skal bruge.
- Mål haven op, så I er sikre på, at teltet kan være der. Der skal være ca. 20 cm hele vejen rundt om teltet, så et 6 × 6 meter telt skal bruge mindst 6,4 × 6,4 meter.
- På fliser eller asfalt skal der være 1 meter ekstra hele vejen rundt, så et 6 × 6 meter telt skal bruge mindst 8 × 8 meter. Der skal bruges vægtklodser, hvis teltet ikke kan gøres fast til noget (fx en bygning) eller i jorden inden for 3 meter fra teltet.
Om borddækning
- Vælg en servietfoldning, der ikke vælter for nemt – der skal ikke meget vind til.
- Papirduge og papirservietter bør ikke stå i teltet før den dag, festen holdes. De kan suge fugt om natten.
- Vælg bloklys eller fyrfadslys; de løber ikke så meget som lange, tynde lys, hvis der kommer lidt vind ind.
Lys, musik og varme
- Når I trækker strøm ud til teltet, så tænk over, hvor meget I trækker fra én stikkontakt – sikringerne kan springe ved overlast. Sørg altid for, at der er jordforbindelse i stikket.
- Om det er gas, olie eller el-varmere, er det vigtigt at fordele dem i teltet – en i hver ende, altså mindst to varmeenheder. Kontakt os, hvis I er i tvivl om, hvor mange I skal bruge. Vores telte kan godt opvarmes om vinteren; det kræver bare flere ovne, og at man ikke sidder lige op ad en teltdug.
- En jukebox kræver ikke så meget strøm som et band eller diskotek, så tjek med dem, hvad de bruger (230 V eller kraft).
Om stedet, hvor teltet skal stå
- Vælg et område, der er så plant som muligt; både gulv og telt følger terrænet.
- Plastgulv er blevet populært, fordi det er utroligt skridsikkert og godt at danse på. Det er nemt og ret dekorativt: har man et bed eller et lille træ, kan man bygge udenom. Man kan også lave en fin gangsti over græsset fra terrasse til telt. Trægulv er mere stift, så har plænen små fordybninger, er trægulv løsningen. På skævt terræn kan man sætte en scene op som gulv – det er en dyrere løsning.
- I kan ikke regne med at få et telt sat op, hvis der er orkan, storm eller andet vejr, der udsætter teltet for overlast, samt force majeure.
- Græsset skal være slået mindst et døgn før opsætningen, da græs kan farve teltdugen. Det løse græs skal være revet væk.
- Er der trapper eller på anden måde svært fremkommeligt terræn, så fortæl os det, da vi transporterer udstyret på vogne. Spørg efter pris.
- Ansvaret over for offentlige myndigheder ligger alene hos lejeren.